5 Gaudí-værker i Barcelona

Antoni Gaudí – Barcelonas bybillede ville ikke være det samme uden arkitektens unikke værker. Selvom Gaudí ikke voksede op i Barcelona, flyttede han til byen i 1868 og boede der til sin død i 1926. Det er derfor den cataloniske hovedstad, som er i besiddelse af størstedelen af hans værker. Eftersom Gaudí har sat et helt særligt præg på byen, ville en tur til Barcelona ikke være komplet uden at besøge nogle af hans bygninger.


De ofte farverige bygningsværker har eksperimenterende former og teksturer og er derved nemme at genkende, selv hvis man ikke kender noget til arkitektur. For at hjælpe dig på vej, har jeg her samlet en guide over Barcelonas bedste Gaudí-værker.

Antoni Gaudís La Sagrada Familia

Sagrada Familia Den ufærdige kirke er Antoni Gaudís mesterværk

1. Sagrada Familia – mesterværket

La Sagrada Familia er uden tvivl Gaudís kendteste og mest ambitiøse projekt. Kirken har været under konstruktion i over 120 år og forventes færdiggjort i 2030. Hvis alt går efter planen, vil bygningen altså være færdig 104 år efter arkitektens død. På trods af at kirken endnu ikke er færdiggjort, er den et imponerende syn – både ude- og indefra. Derfor er den blevet optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, mens den i 2010 blev erklæret en hellig basilika af Pave Benedikt 16.

2. Casa Batlló

Casa Batlló, som ligger i Barcelona centrum, er et arkitektonisk mesterværk. Farverig mosaik og et tag, der ligner en skællet drageryg, gør denne bygning til noget ganske unikt. De knoglelignende stolper giver huset et organisk udseende, og har desuden resulteret i tilnavnet “Knoglehuset”. Bygningen var familien Batllós residens indtil 1954. I dag er der dog åben for alle, der er interesseret i at kigge indenfor – mod et gebyr selvfølgelig.

Casa Batllo af Antoni Gaudi

Casa Batlló Et helt unikt herskabshus

3. Parc Güell

Park Güell er en ganske særlig park med talrige Gaudí-værker. Bygningen af parken var et længerevarende projekt, som stod på mellem 1900-1914. Blandt værkerne er et hus, hvor arkitekten boede fra 1906 til 1926, og som i dag er omdannet til et museum. Andre højdepunkter inkluderer den farvestrålende salamander, også kaldet "el drac”, og den lange mosaik-balustrade, som har en dobbeltfunktion som bænk.

4. Gaudís lygtepæle

Mange overser de særprægede lygtepæle på Plaça Reial. De er godt nok fra hans tidlige karriere (1879), men hvis man kigger nærmere efter, er de tydeligvist tegnet af Antoni Gaudí. Med seks lampearme imiterer lygtepælene de omkringstående palmer. Toppene er dekoreret med bevingede hjemle og slanger, symboler på handelsguden Merkur og Barcelonas kommercielle magt.

5. Palau Güell

Güell-familiens residens. Denne bygning viser en lidt anden side af Gaudí, da facaden er mørk og dyster. Vender man derimod blikket mod taget, vil man se 20 farvestrålende mosaik-skorstene, der alligevel giver huset det helt særlige Gaudí-præg. Efter mange års renovering åbnede Palau Güell igen dørene i 2011, så det er muligt at kigge indenfor. Det indvendige af bygningen er mindst ligeså imponerende som det udvendige, så det er værd at overveje.